Scroll for at se mere

Preben Fabricius & Jørgen Kastholm

Designduoen specialiserede sig i møbeldesign og énfamilieshuse, og deres design bar præg af minimalisme, raffinement, funktionalitet, kvalitet og øje for detaljer.

Preben Fabricius (1931 - 1984)

Preben Fabricius blev uddannet snedker hos én af tidens mest prominente snedkermester Niels Vodder i 1952, hvor han arbejdede et par år, indtil han valgte at studerede videre på Skolen for Boligindretning (i dag Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering). Her studerede Preben Fabricius under Finn Juhl, og det var også her, at han først mødte Jørgen Kastholm. I 1957 fik Preben Fabricius arbejde på Ole Hagens tegnestue, hvor han igen mødte Jørgen Kastholm, og de to fandt hurtigt ud af, at delte interessen for elegant og raffineret design med fokus på funktionalitet og minimalisme. I 1961 grundlage Fabricius og Kastholm deres egen tegnestue.

Sammen tegnede Fabricius og Kastholm møbler i træ, og senere også i stål og læder, hvor de udnyttede Jørgen Kastholms baggrund som smed. Inspirationen blev hentet hos dansk designalders store mestre som Hans J. Wegner og Arne Jacobsen, men der blev også skuet til internationale navne som Charles og Ray Eames og Mies van der Rohe. I tegneprocessen blev tegninger rakt over bordet mellem Fabricius og Kastholm, indtil det ikke længere var muligt at sige, hvem som havde tegnet hvad, men resultatet var en fælles streg. 

Designduoen specialiserede sig i møbeldesign og énfamilieshuse, og deres design bar præg af minimalisme, raffinement, funktionalitet, kvalitet og øje for detaljer.

Efter at have samarbejdet med forskellige danske møbelproducenter, startede Fabricius Kastholm i 1966 et samarbejde med den tyske producent Alfred Kill. I slutningen af 1968 skilte deres veje, og Preben Fabricius startede egen tegnestue, hvor han designede møbler til blandt andre den tyske møbelproducent Walter Knoll. I 1978 blev Preben Fabricius lærer på Skolen for Boligindretning, hvor han selv havde studeret, og her forblev han indtil sin død i 1984.

Sammen med Jørgen Kastholm og i eget navn opnåede Preben Fabricius flere hædersbevisninger og priser, blandt anden den første tyske Gute Form pris i 1969 og Illum Prize det samme år. Preben Fabricius og Jørgen Kastholms design er i dag udstillet på museer og designcentre verden over, blandt andet MoMa i New York og Louvre i Paris.

Jørgen Kastholm (1931 - 2007)

Jørgen Kastholm blev født i 1931 og rejste som ganske ung til USA for at studere på high school. Dette skulle være starten på et langt liv med ophold og bopæl i store dele af verden, som skabte et udsyn, der var atypisk for tiden. Som 19-årig vendte Jørgen Kastholm hjem til Danmark for at uddanne sig til smed i sin fars virksomhed, og i 1955 påbegyndte han sine studier på Skolen for Boligindretning (i dag Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering), hvor han mødte Preben Fabricius for første gang, og dimitterede i 1958 med udmærkelse.

Efter endt uddannelse studerede Jørgen Kastholm videre på Den Grafiske Højskole (i dag Danmarks Medie- og Journalisthøjskole), samtidig med at han arbejdede for Arne Jacobsen, som skulle blive en stor inspirationskilde for Jørgen Kastholm i sit senere virke som møbeldesigner. I 1959 flyttede Jørgen Kastholm til Beirut i Libanon for at arbejde på en tegnestue, hvor han var med til at indrette blandt andet SAS lounges og paladser til den saudiske konge, hvorefter han vendte hjem til Danmark og fik job hos Ole Hagen tegnestue. Her mødte Jørgen Kastholm endnu en gang Preben Fabricius, og de to fandt hurtigt ud af, at de gerne ville indgå i et partnerskab.

I 1961 grundlagde Jørgen Kastholm og Preben Fabricius tegnestue i eget navn. I de første år af partnerskabet arbejdede duoen på møbeldesign i træ, men senere blev deres fokus stål, hvilket både udsprang af Jørgen Kastholms baggrund som smed, men også deres fælles fascination af internationale designmestre som Charles og Ray Eames og Mies van der Rohe.

I løbet af det syvårige samarbejde designede Preben Fabricius og Jørgen Kastholm en stor kollektion af minimalistisk og funktionalist design i træ, stål, læder og glas, som opnåede bred anerkendelse og markerede deres navne internationalt.

I 1968 gik designduoen hver til sit, og Jørgen Kastholm oprettede tegnestue i eget navn, hvor han fortsatte med at tegne møbler til store møbelproducenter. Sideløbende arbejdede han desuden som redaktør og forfatter. I 1971 flyttede Jørgen Kastholm til Düsseldorf i Tyskland og åbnede egen tegnestue, hvorfra han designede møbler til store internationale møbelproducenter frem til sin død i 2007. Derudover arbejdede Jørgen Kastholm fra 1975 til 1996 som professor ved Bergische Universität i Wuppertal indenfor møbeldesign og produktudvikling.

Jørgen Kastholms design spænder blandt andet over møbler, vaser og lamper til gardinstænger, vægfliser og bilsæder. I eget navn og sammen med kollegaen Preben Fabricius opnåede Jørgen Kastholm flere internationale priser, blandt andet den første tyske Gute Form pris i 1969, samme år Illum Prisen og Red Dot Award i 1995. Preben Fabricius og Jørgen Kastholms design er i dag udstillet på museer og designcentre verden over blandt andet MoMa i New York og Louvre i Paris.

GRATIS LEVERING

DANSK DESIGN

5 ÅRS GARANTI

Når du vælger et møbel fra Carl Hansen & Søn, får du mere end bare et møbel. Du får en stolt tradition for smukt og markant håndværksarbejde, hvor intet er overladt til tilfældigheder, og alt er udviklet med den største kærlighed til design og håndværkets historie. Vi er verdens største producent af møbler designet af Hans J. Wegner, og fremstiller også møbler skabt af anerkendte møbeldesignere som Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Ole Wanscher, Kaare Klint, Poul Kjærholm, Bodil Kjær og Tadao Ando. Carl Hansen & Søn repræsenterer mere end 100 års dansk designhistorie og vores møbler forhandles verden over. 

Har du brug for hjælp?