Vores mest populære søgninger:

Et unikt partnerskab: Hans J. Wegner, møblerne og producenten

Den verdensberømte, danske møbeldesigner Hans J. Wegner skabte i løbet af sin yderst produktive karriere nogle af verdens bedste stole. Hans J. Wegner forstod bedre end nogen anden træets natur, og alle hans mesterværker, der indgår i Carl Hansen & Søns kollektion, er et tydeligt bevis for denne unikke materialeforståelse.

"Tænk, hvis man kunne tegne bare een god stol i sit liv – men det kan man bare ikke," sagde Hans J. Wegner i 1952. Udtalelsen forekommer unægteligt paradoksal for en mand, der anses for at være en af verdens dygtigste møbeldesignere. Udsagnet giver dog et indblik i Hans J. Wegners overbevisning om, at den perfekte stol er en opgave, som man aldrig bliver færdig med.

I løbet af sit liv tegnede Hans J. Wegner et væld af fortræffelige møbler, blandt andet innovative borde. Men han indskrev sig især i designhistorien med en lang række stole, der er yderst originale og samtidigt fremstår helt selvfølgelige. Hans J. Wegner besad en stor skaberglæde og var særdeles produktiv. Hundredevis af hans design har været i produktion gennem årene, hvoraf mange stadig fremstilles den dag i dag.

Danish Modern

Hans J. Wegners fornemmelse for træets muligheder var uforlignelig. Han var en meget dygtig snedker, men det var hans kreativitet og eminente skulpturelle formsans, som gjorde ham til en banebrydende eksponent for Danish Modern – bevægelsen, der gav dansk design et internationalt gennembrud efter Anden Verdenskrig. Hans J. Wegner blev den vigtigste eksponent for den organiske modernisme, som indeholdt nogle af de elementer, som funktionalismen manglede, nemlig den oprigtige interesse for samspillet mellem produkt og slutbruger og den organiske fornemmelse af form.

For Hans J. Wegner var oplevelsen af design ikke begrænset til det visuelle: En stol skulle tale til alle sanser, og han var særligt kompromisløs i sin jagt på komfort.

Om sin rolle som pioner sagde Hans J. Wegner engang i et interview: "Mange udlændinge har spurgt mig, hvordan vi skabte den danske stil. Og mit svar er, at det snarere var en kontinuerlig forædlingsproces og for mig også en forenklingsproces, da jeg ville reducere stolen til den mest enkle konstruktion med fire ben, et sæde og et kombineret ryg- og armlæn."

  • CH24 Y-stole i Carl Hansen & Søns værksted

  • Hans J. Wegner

  • Tre generationer ved 50-års jubilæet for Carl Hansen & Søn i 1958

  • Carl Hansens første værksted i Odense

Et lysende talent

Hans J. Wegners usædvanlige evner for formgivning var tydelige allerede fra barnsben. Men hans muligheder for at udvikle sine talenter og efterfølgende opnå verdensberømmelse kan også tilskrives de mennesker, han mødte på sin vej, og som forstod hans potentiale. Hans forbindelse til nogle af disse mennesker varede livet igennem. De blev samarbejdspartnere, og deres virksomheder producerede og markedsførte hans møbler. Blandt dem var Carl Hansen & Søn.

Hans J. Wegner blev født i 1914 i Tønder. Han blev snedkerlærling i en ung alder efter tidligt at have opdaget sin forkærlighed for og evner til at arbejde med træ. Senere studerede han på Kunsthåndværkerskolen i København. Som 24-årig begyndte han at tegne sine egne møbler, og i de følgende år gjorde han sig mere og mere bemærket i branchen. Ikke mindst hos Carl Hansen & Søn, som i 1949 tilbød ham et partnerskab, der skulle vise sig at blive skelsættende for Carl Hansen & Søn.

Et stærkt og livslangt samarbejde

Carl Hansen & Søn blev grundlagt i 1908 af snedkermester Carl Hansen, som var farfar til virksomhedens nuværende ejer og direktør, Knud Erik Hansen. Carl Hansen åbnede et lille énmandssnedkerværksted i Odense, hvor han producerede tunge, victorianske møbler for velhavende borgere. Snart efter begyndte han at fremstille enklere møbler med et lettere og mere moderne udtryk for at opfylde behovene hos kunder fra arbejderklassen, som boede i små lejligheder.   

Carl Hansen fortsatte med at udvikle sin virksomhed gennem hele livet, og den strategi han fastlagde, da han startede virksomheden for mere end 110 år siden, er den dag i dag ledestjerne for Carl Hansen & Søn – nemlig at samarbejde med tidens bedste designere om at producere kvalitetsmøbler baseret på traditionelt håndværk. Møbler, der hæver sig over billigere og mere forgængelige alternativer. 

I 1934 gav Carl Hansen stafetten videre til sin næstældste søn, Holger Hansen, der 15 år senere foreslog Hans J. Wegner, at han tegnede en kollektion af stole, der skulle fremstilles på fabrikken og forhandles direkte af Carl Hansen & Søn – et dristigt initiativ, som var helt nyt inden for markedsføring af møbler. I 1949 var Hans J. Wegner kendt af feinschmeckere i branchen, men endnu ikke blandt almindelige forbrugere.

Hans J. Wegner, som havde tillid til Holger Hansen og hans medarbejderes evner, sagde ja til opgaven. Da Hans J. Wegner havde færdiggjort sine tegninger, flyttede han ind hos familien Hansen og gik i gang med at fremstille prototyper.

Møbelklassikerne skabes

Om forholdet mellem Holger Hansen og Hans J. Wegner fortæller Knud Erik Hansen: "De havde begge brug for hinanden. Men det forretningsmæssige var båret af kærligheden til træet og lysten til at producere kvalitetsmøbler af træ. Begge var fremragende snedkere, men min far var tillige forretningsmand. Så de supplerede hinanden og havde desuden et meget stærkt venskab."   

Hans J. Wegners unikke talent fik for alvor lov til at udfolde sig i det frugtbare samarbejde med Carl Hansen & Søn. I løbet af nogle få intense uger i 1950 blev stolene CH22, CH23, CH24 og CH25 lanceret og præsenteret for designentusiaster, der tog imod dem med stor interesse. I dag har flere af stolene opnået ikonstatus. Blandt disse er Y-stolen, CH24, fra 1950, der ofte bliver kaldt verdens bedste træstol, og som er Hans J. Wegners mest solgte stol. Ligesom Y-stolen har CH25 loungestolen været i uafbrudt produktion siden 1950.

Med relanceringen af CH22 loungestolen i 2016 og CH23 spisebordsstolen i 2017, som begge viser Hans J. Wegners enorme talent for håndværk og siddekomfort, er møbelarkitektens første kollektion for Carl Hansen & Søn atter komplet.

I 1963 udviklede Hans J. Wegner en skalstol af formspændt finer for snedkermester Johannes Hansen, som han baserede på sine forstudier i forbindelse med en konkurrence udskrevet af Museum of Modern Art i New York i 1948 – samtidig med pioneren Charles Eames. Hans J. Wegner har senere sagt, at de formspændte konstruktioner indeholdt så mange muligheder, at han blev nødt til at vælge mellem dem og det massive træ – og han valgte det sidste. Men et af resultaterne af arbejdet med det formspændte træ blev den verdenskendte, trebenede Skalstol, som blev relanceret af Carl Hansen & Søn med modelnummer CH07 i 1998 og som på få år blev en af virksomhedens bedst sælgende stole.

Tredje generation tager over

I 2002 overtog Knud Erik Hansen med stor energi og entusiasme den gamle familievirksomhed som tredje generation. Hans vision om en effektiv produktion baseret på kvalitetshåndværk og et moderne salgs- og distributionsapparat gjorde på få år Carl Hansen & Søn til et internationalt brand, der i dag producerer både ikoniske værker af danske mestre som Hans J. Wegner, Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Ole Wanscher, Bodil Kjær, Frits Henningsen, Kaare Klint, Mogens Koch og Poul Kjærholm og af nutidige visionære kunstnere som Tadao Ando, EOOS, Thomas Bo Kastholm, Brad Ascalon, Anker Bak og Naja Utzon Popov.

Carl Hansen & Søns samarbejde med Hans J. Wegners Tegnestue fortsætter den dag i dag. Ved sin død i 2007 efterlod Hans J. Wegner sig et betydeligt antal tegninger af møbler, som aldrig eller kun i begrænset omfang har været fremstillet. Wegner-familien har givet Carl Hansen & Søn tilladelse til at sætte nogle af disse møbler i produktion.

Knud Erik Hansen udtaler: "Jeg er vokset op med Wegners møbler og har løbet omkring på værkstedet hele mit liv. Hans forståelse for de muligheder, der ligger i at forme træ, var uovertruffen. Alle de møbler, han har skabt, udstråler noget solidt, enkelt og organisk. Og jo mere man ved om det, der ligger bag, jo større respekt får man for hans arbejde. Hvert møbel passerer gennem mange kyndige hænder, og der er fuldt fokus på at gøre dem helt perfekte. Ligesom der var i 1908, da det hele startede."

Se flere stories

Story

Rundt om et ikon: CH24 Y-stolen

CH24, der også er kendt som Y-stolen, er en af de mest berømte eksponenter for dansk møbeldesign. Dens elegante og fint rundede form er internationalt beundret og gør den til fast inventar på nogle af verdens bedste hoteller og restauranter og i mange private hjem verden over

Amerikanske Brad Ascalon er designeren bag Carl Hansen & Søns nye Preludia Serie. Han fortæller her om sin tilgang til design og respekt for Danish Modern-filosofien

Fire ikoniske stole af Hans J. Wegner sammenfatter hans visionære design og tanker, og har formet Carl Hansen & Søns filosofi i mere end 65 år. Stolene, der blev tegnet 1950, er en hyldest til det gode samarbejde, funktionelt design og enestående håndværk.

Carl Hansen & Søn vækker historien om Kaare Klint til live og hylder faderen af moderne dansk design.

Dansk designGratis levering*Op til 5 års garanti**

Når du vælger et produkt fra Carl Hansen & Søn, får du mere end blot et møbel. Du bliver del af en lang og stolt tradition for smukt og karakteristisk håndværk, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Vi er verdens største producent af møbler designet af Hans J. Wegner og producerer desuden værker af anerkendte designmestre som Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Ole Wanscher, Kaare Klint, Poul Kjærholm, Bodil Kjær og Tadao Ando. Carl Hansen & Søn repræsenterer over 100 års dansk designhistorie, og vores møbler sælges over hele verden.

*Ved køb over 499 DKK
**Indendørsmøbler 5 års garanti. Outdoor møbler 2 års garanti

Har du brug for hjælp?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret!


Kundeservice

Kundeservice

Levering

Returnering

Handelsbetingelser

Garanti

Persondata

Cookies

Kontakt

+45 66 12 14 04

webshop@carlhansen.dk

Åbningstider

Mandag - fredag 8:00-15:30

Carl Hansen & Søn er e-mærket, hvilket er din garanti for en tryg handel.