FLEKSIBELT OG TIDLØST BOGREOLSYSTEM
Den danske designduo Preben Fabricius og Jørgen Kastholm, som opåede anerkendelse verden over med deres enestående æstetik og skulpturelle forståelse, bliver nu en del af Carl Hansen & Søns kollektion af klassiske designmøbler med deres fleksible og tidløse FK Bogreolsystem.
Preben Fabricius var uddannet møbelsnedker og Jørgen Kastholm smed, og bogreolsystemet er et af deres første designs, som blev hædret med pris, da det blev præsenteret ved Snedkerlaugets Møbeludstilling i 1963. Det fleksible bogreolsystem består af kvadratiske moduler i to dybder. Reolerne kan hænge på væggen eller stå på gulvet og vendes, så rummene er enten høje eller brede. Alt efter kombinationen kan man dermed skabe et stringent eller mere levende udtryk. Dertil kan bogreolerne tilpasses med hylder, skuffer og låger afhængigt af behovet. Alle enheder er udført i et minimalistisk og gennemtænkt design, der hylder stolte håndværkstraditioner ved blandt andet at fremhæve de smukke tapsamlinger som et bærende element i reolens udstryk; smukt og stabilt.
Bogreolsystemet er fremstillet i massivt egetræ på fabrikken i Gelsted, Danmark, og det kræver mange snedkertimer, før en færdig reol kan sendes ud i verden.
Især er det en tidskrævende proces at pudse de smukke tapsamlinger for at opnå en glat og silkeblød overflade. Monteringen af lågerne kræver ligeledes stor præcision, og de bliver tilpasset i hånden for at sikre perfekt symmentri. Skufferne er altid udfærdiget i ask, som skaber en elegant kontrast til egetræet. I bunden af lågerne er der fastmonteret kuglelåse, som giver en diskret kliklyd, når lågerne lukkes.
Det elegante og fleksible FK Bogreolsystem rummer utallige muligheder for at skabe det perfekte reoldesign til det moderne hjem, kontorer, hoteller og andre offentlige rum.
FK Bogreolsystemet fås fra februar 2021.
GRATIS LEVERING
DANSK DESIGN
5 ÅRS GARANTI
Når du vælger et møbel fra Carl Hansen & Søn, får du mere end bare et møbel. Du får en stolt tradition for smukt og markant håndværksarbejde, hvor intet er overladt til tilfældigheder, og alt er udviklet med den største kærlighed til design og håndværkets historie. Vi er verdens største producent af møbler designet af Hans J. Wegner, og fremstiller også møbler skabt af anerkendte møbeldesignere som Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Ole Wanscher, Kaare Klint, Poul Kjærholm, Bodil Kjær og Tadao Ando. Carl Hansen & Søn repræsenterer mere end 100 års dansk designhistorie og vores møbler forhandles verden over.