Vores mest populære søgninger:

Nanna Ditzel

Én af dansk designs mest markante personligheder.

Lysten til at udforske rummet og afprøve teknikker på kanten af det mulige, har ført en af dansk designs mest markante personligheder – Nanna Ditzel – rundt i hele designuniverset. En utraditionel tilgang til designprocessen har således sammen med en solid indsigt i håndværket, affødt en stribe nyskabende designs fra smykker over tekstiler til møbler. Igennem sin godt 60 år lange karriere markerede Nanna Ditzel sig som en af dansk designs mest markante skikkelser. Hun gentænkte den funktionalistiske designtradition med sit fabulerende formsprog og kom til at sætte sit tydelige præg på tusindvis af private hjem og offentlige fora.

Det var fra starten de organiske og dynamiske former inspireret af naturens mangfoldighed, der kendetegnede Nanna Ditzels arbejder. Hun var konstant eksperimenterende og formåede at skabe et meget personligt og ekspressivt formsprog, som var kendetegnet af en gennemgribende frihedstrang
og en ubændig lyst til at forbedre kendte brugsgenstande. Nanna Ditzel kunne og ville ikke sættes i bås, og hun og hendes mand, møbelarkitekt Jørgen Ditzel, blev helt naturligt en vigtig del af tidens avantgarde, som vovede forandringen og talte ind i en international kontekst.

Som flere af sine samtidige kollegaer blev Nanna Ditzel først uddannet møbelsnedker, inden hun læste videre på Kunsthåndværkerskolen og Kunstakademiets Arkitektskole. Her blev hun blandt andre undervist af Kaare Klint, der i dag anses som den reformator, der med sin tilgang til arkitektur og design gjorde radikalt op med datidens traditionelle og stilfokuserede undervisning for i stedet at vægte praktiske studier af arkitektur og møbeldesign. Nanna Ditzel tog dog senere et opgør med den klintske skole. Hun gik ud ad en mere fabulerende vej med design i generøse former inspireret af den organiske modernisme, der var blomstret op på den internationale designscene i løbet af 1940’erne.

Nanna Ditzel blev færdig som møbelarkitekt i 1946 og samme år giftede hun sig med studiekammeraten Jørgen Ditzel. De to stiftede sammen tegnestue i 1946, som de drev i fællesskab frem til Jørgen Ditzels død i 1961. I løbet af de 15 år de nåede at samarbejde, fik de sat adskillige fingeraftryk på dansk design, og deres unikke møbler i blandt andet rattan og træ blev præmieret med både sølv- og guldmedaljer på den verdensberømte designtriennale i Milano. Parret modtog også den nordiske designpris, Lunningprisen i 1956.

Samarbejdet mellem Nanna og Jørgen Ditzel var frugtbart og de udviklede i fællesskab en række møbler, som brød med konventionerne. De tog afsæt i kroppen og rummet og veg ikke tilbage for at udfordre velkendte materialer og håndværksmetoder. Der var på mange planer tale om fri leg i bestræbelserne på at finde frem til nye former og funktioner. Parret ønskede at udvikle møbler, der understøttede et friere og rigere liv. Mange af deres møbler blev skabt med afsæt i egne behov. Det er blandt andet tilfældet med den legendariske høje barnestol, som Nanna og Jørgen Ditzel tegnede i 1954
og som i dag er optaget i Danmarks kulturkanon.

Det var en ganske ung Nanna Ditzel, der i 1961 pludselig stod alene med tre små piger og en tegnestue, hvor opgaverne var mange og udfordrende. Alligevel formåede hun i den periode at forfine sit formsprog yderligere og skabe en lang række designs, der i dag har opnået klassikerstatus. Hen mod slutningen af 1960’erne mødte Nanna Ditzel møbelforhandleren Kurt Heide, der boede i London. I 1968 giftede de sig, og Nanna Ditzel flyttede til London, hvorfra parret sammen skabte det internationale showroom Interspace samtidig med, at Nanna Ditzel fortsatte sin egen karriere.

 

Efter Kurt Heides død i 1985 flyttede Nanna Ditzel tilbage til København, hvor hun igen etablererede tegnestue i eget navn. Nu fulgte en række meget produktive år med ekspressive designs, der for alvor kom til understrege hendes ry som en af dansk designs store kvindelige bidragyder med designs, som resulterede i en stribe designpriser og anerkendelser. Nanna Ditzel arbejdede med samme entusiasme og nysgerrighed op igennem 1990’erne, som havde kendetegnet hendes unge år. Hun drev sin tegnestue med assistance fra designfaglige medarbejdere og sin ældste datter, Dennie Ditzel frem til sin død i 2005.

Nanna Ditzel modtog flere hædersbevisninger, bl.a. blev hun udnævnt til Honorary Designer af Royal Society of Art i London, til ridder af Dannebrogsordenen og fik i 1998 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige arbejdslegat. Blandt priserne tæller Kunsthåndværkerrådets Årspris og Thorvald Bindesbøl Medaljen.

 

Vores designere

Dansk designGratis levering*Op til 5 års garanti**

Når du vælger et produkt fra Carl Hansen & Søn, får du mere end blot et møbel. Du bliver del af en lang og stolt tradition for smukt og karakteristisk håndværk, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Vi er verdens største producent af møbler designet af Hans J. Wegner og producerer desuden værker af anerkendte designmestre som Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Ole Wanscher, Kaare Klint, Poul Kjærholm, Bodil Kjær og Tadao Ando. Carl Hansen & Søn repræsenterer over 100 års dansk designhistorie, og vores møbler sælges over hele verden.

*Ved køb over 499 DKK
**Indendørsmøbler 5 års garanti. Outdoor møbler 2 års garanti

Har du brug for hjælp?

Spar 15 % på dit næste køb. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret!


Kundeservice

Kundeservice

Levering

Returnering

Handelsbetingelser

Garanti

Persondata

Cookies

Kontakt

+45 66 12 14 04

webshop@carlhansen.dk

Åbningstider

Mandag - fredag 8:00-15:30

Carl Hansen & Søn er e-mærket, hvilket er din garanti for en tryg handel.