Nicholas Shurey
Den britiske billedhugger Nicholas Shurey, der bor i København, tog springet fra arkitekt til skulptør og skaber nu håndudskårne objekter i træ, der er en kombination af kunst, møbler og skulpturer. Efter at have arbejdet som indretningsarkitekt i mange år, bl.a. hos Space Copenhagen og Studio Toogood i London, førte trangen til at skabe med hænderne til, at Shurey begyndte at skabe skulpturer af træ. Han deler Hans J. Wegners filosofi om at bruge så meget af et træ som muligt, også de mindre perfekte dele.
"Træ er et utrolig modsætningsfyldt materiale – det er blødt nok til, at det relativt let kan bearbejdes i hånden, men alligevel stærkt og hårdt nok til, at det kan antage stort set enhver form og holde i århundreder."
"Alene omfanget af Wegners arbejde er fuldstændig vanvittigt."
Du er uddannet arkitekt – hvordan kom du til at arbejde med træ?
Noget af det, jeg elskede mest ved at læse til arkitekt, var at lave modeller. Men ude i den virkelige verden havde man ofte hverken tid eller ressourcer til at teste de forskellige idéer ved hjælp af fysiske modeller. I 2018 besluttede jeg mig for at sige mit job som arkitekt op og tilbringe en måned i Schweiz, hvor jeg arbejdede sammen med en billedhugger, der også var landmand. Jeg hjalp ham på gården i fem-seks timer om dagen, mod at han til gengæld lod mig bruge sit værksted og lærte mig at arbejde med træ.
Du er billedhugger nu – kan du beskrive, hvad du laver?
Jeg laver både skulpturer og skulpturelle møbler. Jeg kan godt lide at arbejde inden for begge områder. Nogle gange er det rart at lave noget, der udelukkende handler om form og materialer, andre gange er det møblets funktion, der gør designprocessen spændende.
Hvorfor foretrækker du at arbejde med træ?
Træ er et utrolig modsætningsfyldt materiale – det er blødt nok til, at det relativt let kan bearbejdes i hånden, men alligevel stærkt og hårdt nok til, at det kan antage stort set enhver form og holde i århundreder. Man kan lave tunge, massive stykker af det, det kan skæres så tyndt, at man kan lave finer af det, og man kan mere eller mindre bøje det, som man vil. Jeg foretrækker organiske former, fordi der er noget mere kropsligt og menneskeligt over dem. Jeg føler en stor tilfredsstillelse ved at tegne bløde kurver, der flyder ind i hinanden, og en endnu større tilfredsstillelse ved rent fysisk at slibe dem så bløde som muligt.
Hans J. Wegner arbejdede primært i træ og beskrives som håndværker. Hvilken sammenhæng ser du mellem dit arbejde og hans?
Wegner var en mester til at arbejde med træ – det kan jeg ikke påstå, at jeg er. Jeg har trods alt kun arbejdet med træ i ganske få år. Alene omfanget af Wegners arbejde er fuldstændig vanvittigt. Han var meget produktiv og skabte utallige designs, som nogle gange var en variation over det samme tema, men som faktisk også var ret vilde sommetider.
Jeg kan rigtig godt lide den måde, han balancerer æstetisk ynde med raffinerede samlinger og komponenter på. Og så er jeg en stor tilhænger af hans filosofi om at bruge så meget af træet som muligt, også de mindre perfekte dele.
Hvad kan du især godt lide ved Wegners stole hjemme hos dig selv?
CH28 Loungestolen er på en eller anden måde både sød og alvorlig, alt efter hvilken vinkel man ser den fra. Ryglænets og sædets tynde profil er elegant og har lidt business lounge over sig, mens armlænene har en nærmest potelignende kvalitet. Den forbindelse, der er mellem armlæn, for- og bagben er det, der samler stolen og gør den speciel – stolen er på en måde en hyldest til denne samling. Der er noget mere disciplineret og underspillet over spisebordsstolene, hvor de forskellige dele har et mere enkelt og ensartet udtryk.
