110 ÅR MED CARL HANSEN & SØN

I 2018 kan Carl Hansen & Søn fejre sit 110-års jubilæum som en af verdens førende producenter af ikonisk dansk design skabt af navne som Hans J. Wegner, Arne Jacobsen, Kaare Klint og Børge Mogensen. Meget er sket, siden det hele startede i et lille værksted i 1908 og her er 13 af de vigtigste nedslag i Carl Hansen & Søns historie. 

1908: En virksomhed starter op

Historien om Carl Hansen & Søn begynder d. 28. oktober 1908, hvor snedkermester Carl Hansen grundlægger virksomheden i eget navn i Odense. Han producerer og skaber specialfremstillede og håndlavede møbler i tidens tunge, victorianske stil – og da alt laves i et lille værksted på størrelse med en toværelses lejlighed, baserer Carl Hansen sit arbejde på kvalitet, håndværk og traditioner. 

1915: Carl Hansen udvider

Carl Hansen har travlt, oplever stor succes og rykker derfor fra det lille værksted. I stedet flytter han til større fabrikslokaler i Odense, hvor der er plads til både moderne maskiner og svende. De nye rammer gør det muligt at serieproducere de mest populære møbler i mindre skala og kombinationen af håndværk og industriel produktion bliver en af virksomhedens vigtigste grundsten. 

1934: Første generationsskifte

Den økonomiske depression i 1930’erne betyder faldende møbelsalg over hele verden. Carl Hansen giver faklen videre til sin yngre søn, Holger Hansen, der kun er 23 år. Hvad han mangler i alder og erfaring gør han dog op for med smittende entusiasme og sans for både forretning og innovation. Under hans ledelse holdes Carl Hansen & Søn oven vande gennem de svære 1930’ere og 1940’ere – og i 1949 møder han en ung mand, der hedder Hans J. Wegner… 

1949: Det ikoniske samarbejde med Hans J. Wegner

Holger Hansen møder den unge arkitekt Hans J. Wegner og inviterer ham hjem til Odense for at tale om et muligt samarbejde. Wegner bliver i tre uger og i løbet af disse dage designer han fire ikoniske stole særligt til Carl Hansen & Søn: CH22, CH23, CH24 og CH25. De er nu kendt som De Første Mesterværker og afspejler alle Wegners uforlignelige forståelse af træ og udtryksfulde formgivning samt det store fokus på både æstetik og funktion. Stolenes ikoniske udtryk og stil var unikke for tiden og de banede vejen for en ny og mere moderne retning for Carl Hansen & Søn. 

1950: De første mesterværker

De Første Mesterværker sættes alle i produktion i 1950 og CH24 – bedre kendt som Y-stolen – reflekterer på bedste vis Wegners radikalt anderledes tilgang til design og formgivning. Det smukt buede ryg- og armlæn er fremstillet af ét enkelt stykke dampbøjet træ, understøttet af det komfortable rygstykkes Y-form. Det kræver mere end 100 forskellige processer at producere stolen, hvoraf mange stadig foregår i hånden. Stolens både funktionelle, æstetiske og komfortable kvaliteter gjorde, at den blev anset for at være et gennembrud inden for moderne møbeldesign i sin tid. Den har været i uafbrudt produktion siden 1950 og dermed repræsenterer Y-stolen både essensen af og arven fra dansk design og er blevet et ægte Wegner-ikon. 

1958: Et halvt århundrede

Carl Hansen & Søn fejrer sit 50-års jubilæum. Virksomheden har på det tidspunkt aldrig været større eller bedre kørende og der er nu over 50 svende ansat, hvilket gør Carl Hansen & Søn til en af de ledende danske møbelproducenter. Wegners design bliver kun mere og mere populære, salget stiger og en stor andel af møblerne eksporteres. Det understreger møblernes og dansk designs internationale påskønnelse og cementerer Danish Modern som en global, æstetisk retning.  

1962: En ægte frontløber

De travle og gyldne 1950’ere får en brat afslutning med Holger Hansens alt for tidlige død. Men med hendes afdøde mands innovative tilgang til livet og virksomheden, overtager Ella Hansen ledelsen af Carl Hansen & Søn for at holde firmaet på familiens hænder. Uden tidligere erhvervserfaring bliver Ella Hansen en markant og hårdtarbejdende forretningskvinde og mor i en tid, hvor de fleste kvinders liv stadig er centreret omkring hjemmet. Over middagsbordet diskuterer hun virksomhedens drift og udvikling med sine to unge sønner, Jørgen Gerner Hansen og Knud Erik Hansen, og forbereder dem dermed på en dag at overtage familiens livsværk. 

1963: En helt ny stol

Hans J. Wegner designer Skalstolen til Københavns Snedkerlaugs Møbeludstilling og benytter det nye, formspændte finér. Dermed markerer stolen ikke bare en ny æstetisk retning for Wegner, den understreger også ønsket om at udfordre den gængse forståelse af design med nye materialer – et ønske han deler med de amerikanske pionerer Charles og Ray Eames. Stolen modtog roser fra anmelderne, men den brede befolkning var ikke klar til det markante design i 1960’erne. Da stolen blev reintroduceret i 1990’erne, blev den dog hurtigt anerkendt og er nu et internationalt ikon. 

2002: En ny generation træder til

Knud Erik Hansen træder til som CEO og overtager roret fra sin storebror, Jørgen Gerner Hansen. Med en baggrund i shippingindustrien og med store ambitioner for international vækst leder han Carl Hansen & Søn ind i en ny æra. Produktionen flyttes til nye, moderne og større faciliteter udenfor Odense og Carl Hansen & Søn udvider hurtigt sit globale fokus. Som del i udviklingen tilføjer Knud Erik Hansen løbende flere store danske møbelkunstnere, så der nu også præsenteres møbler skabt af bl.a. Kaare Klint, Ole Wanscher, Arne Jacobsen og Mogens Koch. Dermed kan Carl Hansen & Søn nu producere og fremvise et markant udvalg af danske designikoner. 

2013: Den første flagshipstore

Carl Hansen & Søn åbner sin første flagshipstore på Bredgade 21 i København. Butikken markerer den øgede interesse for dansk og skandinavisk design, ikke bare i Danmark, men også i resten af verden. Møblerne er blevet globale samlerobjekter og derfor kan Carl Hansen & Søn cementere sit globale fokus og løbende åbne butikker og showrooms over hele verden, bl.a. i New York, San Francisco, Tokyo, Osaka, London, Milano, Stockholm og Oslo.

2014: 100 år med Wegner

Den 2. april 2014 kan Carl Hansen & Søn fejre Wegners 100-års fødselsdag med to særlige lanceringer. Under møbeludstillingen Salone del Mobile i Milano præsenteres CH88 stolen. Den blev skabt af Wegner i 1955, men blev aldrig sat i produktion og derfor introducerer Carl Hansen & Søn den nu for første gang. For yderligere at understrege Wegners internationale betydning, fejrer designeren Paul Smith også hundredeårsdagen med en eksklusiv særkollektion af Wegner-møbler dækket af Paul Smiths ikoniske striber. 

2014: Wegners store aftryk

For at markere Wegners betydning og for at fejre hans 100-års fødselsdag, introducerer Carl Hansen & Søn et nyt logo. Logoet er tegnet af Wegner i 1950 og var en del af virksomhedens visuelle identitet frem til midten af 1980’erne. Relanceringen af logoet sætter en tyk streg under Wegner og Carl Hansen & Søns tætte samarbejde. 

2018: En lysende fremtid

I 2018 er det 110 år siden, Carl Hansen & Søn blev grundlagt. Jubilæet sætter streg under positionen som en af de førende producenter af moderne dansk møbeldesign. Designere som Bodil Kjær, Børge Mogensen og amerikanske Brad Ascalon er føjet til rækken af navnkundige formgivere. Carl Hansen & Søns DNA afspejler den mangeårige historie og omfavner håndværket, traditioner, arven og den innovative tilgang, der fra første færd har været en del af virksomheden. Og ambitionen? Den er så relevant nu, som da møblerne blev skabt: At præsentere det bedste danske møbeldesign under ét navn. 

Se flere stories

Story

CH24, der også er kendt som Y-stolen, er en af de mest berømte eksponenter for dansk møbeldesign. Dens elegante og fint rundede form er internationalt beundret og gør den til fast inventar på nogle af verdens bedste hoteller og restauranter og i mange private hjem verden over

Story

Carl Hansen & Søn inviterer dig til at undslippe hverdagen med vores Milan Retreat. Et sted, hvor du kan vække dine sanser og genskabe forbindelsen til verden omkring dig.

Story

Carl Hansen & Søn vækker historien om Kaare Klint til live og hylder faderen af moderne dansk design.

Story

Amerikanske Brad Ascalon er designeren bag Carl Hansen & Søns nye Preludia Serie. Han fortæller her om sin tilgang til design og respekt for Danish Modern-filosofien

Story

Naja Utzon Popov har designet to eksklusive tæppekollektioner, der supplerer hendes første WOODLINES kollektion, udviklet i samarbejde med Carl Hansen & Søn. De to stilfulde BOTANICA og OCEANIA design er inspireret af naturen og udført i udsøgte materialer, der komplementerer vores ikoniske møbler elegant uden at dominere indtrykket.

Story

Den verdensberømte, danske møbeldesigner Hans J. Wegner skabte i løbet af sin yderst produktive karriere nogle af verdens bedste stole. Wegner forstod bedre end nogen anden træets natur, og relanceringen af CH23 stolen fuldender hans oprindelige serie af smukt fremstillede stole – de første fem mesterværker for Carl Hansen & Søn

GRATIS LEVERING

DANSK DESIGN

5 ÅRS GARANTI

Når du vælger et møbel fra Carl Hansen & Søn, får du mere end bare et møbel. Du får en stolt tradition for smukt og markant håndværksarbejde, hvor intet er overladt til tilfældigheder, og alt er udviklet med den største kærlighed til design og håndværkets historie. Vi er verdens største producent af møbler designet af Hans J. Wegner, og fremstiller også møbler skabt af anerkendte møbeldesignere som Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Ole Wanscher, Kaare Klint, Poul Kjærholm, Mogens Koch, Bodil Kjær og Tadao Ando. Carl Hansen & Søn repræsenterer mere end 100 års dansk designhistorie og vores møbler forhandles verden over. 

Har du brug for hjælp?